I sommers skrev Swiss Army Librarian om en slags regnemaskine til at beregne bibliotekets værdi for brugerne. Smart tænkte jeg - det er så vigtigt, at brugerne er klar over hvor meget værdi, der er knyttet til deres brug af folkebibliotekerne. Og så glemte jeg alt om det igen.
Forleden skrev Librarian in Black om mulighederne for små biblioteker på Engaged Patrons.
Gruppen giver folkebiblioteker gratis adgang til web 2.0 værktøjer, som kan indarbejdes på deres hjemmesider. Og der var regnemaskinen igen.
Library Use Value Calculator kan tilpasses det enkelte bibliotek og indarbejdes i hjemmesiden. Brugerne kan udfylde, hvor mange gange de bruger forskellige former for tjenester. Til sidst vises det beløb, som er sparet ved at bruge bibliotekets gratis tilbud. Altså værdien af bibliotekstjenesterne.
En let og overskuelig måde at vise brugerne, hvor meget de får for skattekronerne. Der er mulighed for at sende opgørelsen til biblioteket, så man får mulighed for en dialog med brugerne om bibliotekets værdi. Ægte bibliotek 2.0.